
Hvis du på et tidspunkt har spist en bagel sandwich, har du sikkert undret dig over dette mærkværdige brød med hul i midten? Du har måske ligefrem spurgt dig selv, hvad det er for en original, der har fundet på at bage et brød med hul i og samtidig tjene penge på det. Måske har du også tænkt over, hvad fordelen er ved hullet – hvis der overhovedet er en fordel?
Brødet med hullet i midten
Desværre giver historien os ikke et sikkert svar på, hvorfor dette brød er født med et hul i midten. Første gang man støder på det mærkværdige brød er i byen Krakow i det sydlige Polen.
Året er 1610, og på dette tidspunkt lige midt i den mørke middelalder ynder gravide kvinder at spise runde boller med hul i midten. Runde bolle med hul i er nemlig et symbol på universets uendelighed, evigheden og livets kontinuerlige fortsættelse – noget man vel i høj grad har brug for at have med på sin vej, når man skal til at sætte børn i verden.
Senere i historien dukker det mystiske brød op igen. Denne gang i form af en stigbøjle (ja, tro det eller ej). I 1683 ville en lokal, jødisk bager i Wien nemlig sige tak til den polske konge for at have reddet østrigerne fra en tyrkisk invasion.
Derfor bagte denne bager et hårdt stykke brød, der lignede en stigbøjle – sagen var nemlig, at kongen var en dygtig rytter og da kongen red sin sejrsmarch igennem Wiens gader, klyngede de lykkelige østrigere sig til kongens stigbøjler.
Ja, det lyder som en røverhistorie, men det interessante er ikke desto mindre, at stigbøjle på østrigsk netop hedder en “beugel” – og det kunne jo med lidt god vilje med tiden blive til det, vi kender som bagel.
Uanset hvad er der ingen tvivl om, at det var østeuropæiske jøder, der bragte bagelen til Amerika, da de immigrerede i 1880’erne. Det varede dog nogle år, før der rigtigt kom skub i bagel-bagningen.
Faktisk var det først i 1960’erne, at der blev opfundet en bagelmaskine til at sætte skub i produktionen. Siden er det gået stærkt og i dag kan man købe bagels på så godt som ethvert gadehjørne i de store metropoler i USA.
Hvad er der så specielt ved brødet?
I modsætning til andre brød bliver bagels kogt før de bliver bagt. Det lyder måske lidt ulækkert med kogt bagedej, men det er netop kogningen, der giver brødet den seje konsistens. Originale bages bliver bagt på grundlag af gamle Kosher opskrifter, og de bliver bagt uden æg og mælk, så der er ingen kolesterol i. Det gør også, at de fleste bagels har et lavt fedtindhold.