
Efter mange år er webshoppen Wubi.dk lukket ned og har solgt sit sidste slips. Det var en god tid med en masse udfordringer og mange flotte slips der blev hentet hjem fra Italien og solgt videre til Wubi’s mange kunder rundt omkring i Danmark.
Desværre viste det sig, at danskerne ikke er helt så gode til at købe slips på nettet som det først var antaget og det er derfor heller ikke uden grund, at vi har set flere og flere af konkurrenterne lukke deres online butikker ned.
Man kan sagtens sælge slips på nettet og gøre det med en fortjeneste, men indtægten er minimal i forhold til den indsats der skal lægges i opgaven.
Der er egentlig tre forskellige grunde til at slips ikke er en rigtig god vare at sælge online i Danmark og nu da Wubi er lukket ned med salget af slips, så kan vi da godt afsløre hvad grunden er så du er forberedt hvis du gerne vil forsøge at sælge slips på nettet.
1. De fleste danskere får deres slips når de alligevel køber skjorter og jakkesæt
Hvis du nogensinde har været ude og købe skjorter eller jakkesæt og har handlet for en god sum penge, så har du måske også forsøgt dig med et ”og hvad får jeg så i rabat?” spørgsmål overfor ekspedienten.
Ofte har svaret været, at du da kunne få et slips eller to og måske nogle sokker. På den måde får du lidt ekstra oveni posen og alle er glade. Fordi mange får nye slips på denne måde eller fordi de alligevel køber dem når de er nede i tøjbutikken for at handle noget andet, så er det relativt få danskere der vælger at købe slips online.
2. Danskerne er ikke et folkefærd der går med slips
Engang var det ganske uhørt at man som mand med et kontorjob og kundekontakt ikke gik med slips når man var på arbejde, men sådan er det ikke i dag. Tværtimod ser vi en tendens til at flere og flere smider slipset og at selv direktører og andre personer med høje stillinger går uden slips og kun har dem på ved helt særlige lejligheder.
Man kan sige mange mindre pæne ting om italienerne, men når det kommer til at klæde sig på og at have stil, så er det noget de er mestre i. Selv folk som ikke ejer ret meget er velklædte og ser moderne ud. For en italiensk mand er slipset en vigtig del af hele hans stil og derfor vil du også opleve, at der i Italien er langt flere mænd der går med slips og der er butikker i de fleste byer som ikke laver andet end at sælge slips og tørklæder.
Desværre er det ikke sådan i Danmark og der er ikke udsigt til at det kommer til at ændre sig lige foreløbigt. Vi er nok stadig lidt campinghabit og træsko af natur 🙂
3. Kvalitet er dyrt og vi kan godt lide ”billigt”
Den sidste grund til at det kan være svært at sælge slips på nettet i Danmark er, at mange har et problem med at betale prisen for den gode kvalitet. For mange er slips nærmere et nødvendigt onde og noget som man helst kun har på til jul, nytår og måske et bryllup indimellem.
Og hvem har dog lyst til at betale 400, 500 eller 600 kroner for noget som man helst ikke vil have på og som i øvrigt skal ligge i skuffen hele året indtil det igen bliver højtid? Det giver fuld mening, men det gør det også bare svært, at sælge gode slips til danskerne.
I stedet kunne man have valgt at importere billige ”silke” slips fra Kina til en indkøbspris på 5 kroner stykket. Dem kunne man så sælge for 25 kroner stykket og der var sikkert en stor målgruppe der havde syntes at det ville være en fest.
Men desværre køber den målgruppe maksimalt et slips om året og selvom gruppen måske er rig i antal, så skal der alligevel sælges mange slips til en fortjeneste på 20 kroner stykket for at det overhovedet er interessant at drive forretning.
En ting som danskerne til gengæld er gode til er, at lede på nettet når de skal finde ud af at binde slips. Selvom mange lader deres slips være bundet fra den ene gang til den næste (det ødelægger i øvrigt slipset), så er 2/3 af alle søgninger omkring slips fordi folk har brug for hjælp til at binde dem. Det er heldigvis ikke så svært og noget som man relativt nemt kan lære folk, så det har vi gjort flittigt igennem årene.