
Min lille nevø har snart fødselsdag og da hans forældre har rigeligt med udgifter i forbindelse med tøj og alle de andre ting der er nødvendige når man har små børn, så har jeg sat mig for, at jeg vil købe det bedste legehus jeg kan finde. Men spørgsmålet er så bare hvad det er for et.
Jeg har søgt en del rundt på nettet og der sælges egentlig ikke så mange legehuse i Danmark som jeg havde forestillet mig. Tager man derimod til USA, så kan man få næsten alt mellem himmel og jord. Alt fra en rigtig ridderborg til et kæmpe hus der ville være en stor Barbie værdig. Men altså ikke i lille Danmark.
Nogle af de flotteste modeller jeg kunne finde var nogen som folk selv havde bygget i træ og placeret oppe i nogle store træer. Nu har de desværre ingen træer i deres have og jeg er heller ikke særlig god til at bygge med hænderne, så den mulighed er udelukket. Jeg kunne naturligvis hyre en snedker til at bygge legehuset, men så ender vi nok også i en prisklasse hvor jeg alligevel bliver for nærrig.
Så lige nu står valget mellem at købe en af de mange modeller i træ som sælges i mange af de større byggemarkeder eller alternativt købe et i plast i legetøjsbutikkerne. Jeg er ikke så meget for plastmodellerne da jeg synes de ser billige ud, men fordi nogle af dem har Peter Plys på, så vil det sikkert blive det hus min nevø ville sætte mest pris på.