
Har du tænkt på indeklimaet i dit hjem? I vores moderne, nybyggede boliger er det vigtigt at tænke på indeklimaet. Nye boliger i gode materialer er ofte så tætte, at man bør have ventilationssystemer i alle rum, 24 timer i døgnet for at undgå høj luftfugtighed og diverse gener. Hvis du bygger nyt, skal du desuden være opmærksom på de lovmæssige krav til udluftning.
Men kan man ikke bare lufte ud?
Jo, det er vigtigt med udluftning, men det er de færreste, der faktisk får åbnet vinduer og døre så mange gange og i så lang tid, som det anbefales. Særlig i vinterhalvåret er det et problem.
Tænk bare på, hvor meget vand vi udleder ved udånding, sved, badning, vaskemaskiner, tørretumblere, madlavning mm. Det er ikke så lidt. Faktisk siger man, at en almindelig familie på fire udleder op til 15 liter om dagen.
Hvis indeklimaet ikke fungerer, vil dig og din familie opleve, at I får hovedpine, bliver trætte og kan få irriterede øjne og luftveje. Dårlig ventilation resulterer også i lugt-gener, husstøvmider, skimmelsvamp og råd, og det er der vist ingen, der er interesserede i.
Hvad skal man vælge?
Et godt system til ventilation giver gode resultater – både for økonomien og for helbredet. Så sæt dig ind i området, inden du vælger. Generelt bør du nok alliere dig med en fagmand, som kan rådgive dig omkring netop dit hjem og dine behov. Det er også en god idé med regelmæssige tjek af systemet, så du er sikker på, det kører optimalt.
Sørg for at vælge et automatiseret ventilationssystem, der er regulerbart, lydsvagt og energirigtigt. Hvor synligt, eller rettere usynligt, de monterede dele skal være, er helt op til dig.
Uden for hjemmet
Vi tilbringer jo store mængder tid uden for hjemmet også. Derfor er det vigtigt, at fx arbejdspladserne også er opmærksomme på deres indeklima. Udover at medarbejderne føler sig mere friske og veloplagte, stiger effektiviteten også med en forbedret luftkvalitet. Det er godt for forretningen. Sådanne argumenter virker nogle gange bedre, når du taler arbejdsforhold med din chef eller din APV-ansvarlige.
Det samme gælder for de offentlige institutioner som fx vores folkeskoler, hvor mange personer opholder sig i samme rum. Her viser alle undersøgelser, at børnene bliver langt mere kvikke og lærer bedre, når luften i klasseværelserne er frisk og kølig. Så husk også at holde øje med, om dit barns skole har god ventilation. Det samme gælder selvfølgelig børnehaver, videregående uddannelser, ældreboliger osv.