Der var engang i de glade 60’ere, hvor italiensk vin var kendt for at være en letbenet smagsoplevelse. De fleste vine var masseproducerede, uinteressante og rent ud sagt ligegyldige – i hvert fald for ægte vinkendere.
På hylderne fandt man blandt andet vinmærker som Valpolicella, Frascati og Chianti – der kendtes under navnet “cjanti” og ofte kunne købes i bastflasker – og det ville dengang have været blasfemi i vinsymbolsk forstand at sammenligne disse “amatører” med franske berømtheder som Bourgogne, Bordeaux og Rhône vine.
Rivende udvikling
Ikke desto mindre begyndte en ny epoke. Italiensk vin skulle igennem de næste 30 år gennemgå en revolutionerende forandring i både smag, duft og fylde. Hvad skyldtes forandringen? Først og fremmest skete der et brud på traditionerne. Normalt gik et vinhus i arv fra far til søn, men denne tradition begyndte langsomt at ophøre.
Det resulterede i at mere visionære vinproducenter kom på banen. Der blev indhentet ønologer, rådgivere og andre vinkonsulenter fra udlandet, som forstod at få det optimale ud af jord- og klimaforholdene i dette herlige land, der strækker sig over 10 breddegrader og har fastlandsklima i nord og subtropisk klima i syd. Hvad blev resultatet?
Enorm variation, fornyelse og kontrol
De nye vinproducenter udnyttede det, der tidligere var Italiens svaghed – nemlig de ekstremt varierede dyrknings- og klimaforhold og ikke mindste de utallige forskellige druer, som er blevet dyrket igennem århundreder.
Samtidig blev de gamle vintraditioner genopfundet eller skrottet, sådan at nyere og smartere – og ikke mindst bedre – metoder kunne komme til sin ret og få det optimale ud af de mange lokale druevarianter, som der nu engang er i Italien. Alt i alt gav det en variation og fornyelse, som den dag i dag gør, at Italien skiller sig ud som vinnation i forhold til resten af verden.
Men endnu et vigtigt aspekt blev føjet til. Den 13. januar 1992 blev Italiens nye vinlov vedtaget efter et årtis diskussion frem og tilbage mellem vin-eksperter og politikere. Denne lov blev et kontrolsystem, der i dag kan sammenlignes med det franske grand cru-system.
Det betød, at de italienske vinbønder fik registreret både deres marker og druer. Der blev indsat kontrol og forskellige smage-dommer-paneler for at sikre standarderne og Italiens fremtidige vin-omdømme.
Italiensk vin i dag
Siden den nye vinlov blev indført, er det mildest talt begyndt at blomstre med italienske supervine i hele landet fra syd til nord. De fleste, der bare kender lidt til vin, har kendskab til navne som Amarone, Barolo, Brunello, Sassicaia, men faktisk er disse vinnavne kun toppen af isbjerget.
Italien byder på et skatkammer af rødvine, hvidvine, rosato-vine (også kendt som rosé), dessertvine og ikke at glemme vintyperne frizzante og spumante. De mere end ca. tusind druesorter (hvoraf en tredjedel er EU-godkendt) bliver der stadigt arbejdet med, sådan at nye vine kommer til og eksisterende forbedres.
Der er selvfølgelig også plads til forbedringer. Men man kommer ikke uden om, at italiensk vin – der står for ca. 20% af verdens vinproduktion – har ændret sig radikalt over de sidste 50 år og i dag er bedre end nogensinde.
